|
Spændende historie skjult i den skønneste natur
Den dramatiske Staksrode Skov er et populært udflugtsmål med sine stejle skrænter ned mod Vejle Fjord. I skoven er der flere skønne vandreruter, der fører dig rundt i det betagende landskab. Den gule rute er den mest populære af disse, og den fører dig lige forbi dette gamle voldsted fra 1300-tallet, der ligger ganske godt gemt i den fri natur. Fra stien kan du se en sort træbro, der fører dig over voldgraven til fundamentet af den borg, der lå i området på Erik Menveds tid. En QR-kode ved broen fortæller den spændende historie om borgen.
Om borgen
Borghuset havde to meter tykke mure af kampe- og munkesten og indre mål på blot ca. syv gange ni meter, og bestod sandsynligvis kun af en etage foruden et kælderrum. Selve anlægget indeholdt foruden borghuset og voldgraven også en tør voldgrav og en ladegård, som var større end borghuset, med stalde og rum til mandskab. I dag står kun kældermurene til det oprindelige borghus tilbage. I ruinen er bl.a. fundet dele af værktøj og våbner, lerkander, dyreknogler og mønter.
Det vides ikke, hvem der opførte borgen, men det menes at være en lokal stormand. Til gengæld ved man, at borgen opstod og forsvandt i en turbulent periode i Danmarkshistorien præget af krige og oprør. Den blev sandsynligvis nedbrudt af Margrethe 1 omkring år 1400 i hendes oprør mod adelen. Arkæologiske fund tyder på, at en brand blev borgens endeligt.
Sagn
Der cirkulerer flere sagn og overleveringer om Stagsevold. Et af de mere sejlivede af disse går på, at borgen i middelalderen fungerede som røverborg – et sted hvor røvere fandt skjul mellem deres plyndringer af skibe omkring Lillebælt. Dette kunne være en god forklaring på borgens skjulte placering i skoven. Så tag bare børnene med og lad dem lege røvere – naturligvis med respekt for stedets bevaringsværdighed.
Andre sagn fortæller at borgen var den første, som blev nedlagt af kanoner, og at Stagsevold var forgængeren til Rosenvold Slot, der ligger et par kilometer derfra.
Beliggenhed:
Det er ikke muligt at komme hele vejen til Stagsevold i bil eller på cykel. Voldstedet kan kun nås til fods, da hverken motorkørsel eller cykling er tilladt på skovvejen dertil. Der kan parkeres i skoven for enden af Staksrodevej ved parkeringspladsen ned til Stenhøj Strand. Herfra kan du følge de gule skilte på den 2,4 kilometer lange rundtur i skoven. Borgen ligger lidt inde i land.
Beliggenhed:
Staksrodevej
7150 Barrit
|
|