Den middelalderlige borg optræder i Danmark fra slutningen af 1000- eller begyndelsen af 1100-tallet. Borgen var nøje knyttet til middelalderens samfundsformer og krigsvæsen, og den tjente to formål. Den blev dels brugt som fæstning både mod ydre fjender og til at hævde magten over undertvungne eller oprørske dele af befolkningen. Dels som bolig, hvorfra kongen, bisperne eller stormændene kunne drive og administrere deres godser, opkræve skatter og opretholde lov og orden. Enkelte kongelige borge blev i middelalderen og helt op til 1600-tallet brugt som statsfængsler, mens Kalundborg slot indtil senmiddelalderen fungerede som opbevaringssted for rigets arkiv. I løbet af middelalderen blev der bygget over 1000 sådanne befæstede anlæg i Danmark, hvoraf langt de fleste blev anlagt i perioden 1250-1400.
Borgens placering og opbygning
Da det danske landskab kun få steder, som ved Hammershus på Bornholm, gav mulighed for at opføre højborge, hvor stigning i terrænet var borgens vigtigste forsvar, var langt de fleste danske borge vandborge, dvs. borge anlagt i søer, på næs eller som anlæg med våde grave. De ældste danske borge var indrettet således, at de bestod af en høj, stejl banke formet som en keglestub. Herpå stod et tårn eller et lille hus, der endnu i 1300-tallet ofte kun var af træ. Denne banke var omgivet af en eller flere omkransende jordvolde, der var forstærket med palisader, og en voldgrav. Den tilhørende bolig har ligget i andre bygninger ved bankens fod, nogle gange omgivet af volde som en forborg.
Borgens bygherre
Langt de fleste borge, som blev opført i 1100-tallet, blev anlagt af kongen eller stormænd, der stod kongen nær, og blev lagt på strategiske steder. De fungerede som sæde for kongelige repræsentanter med administrative og militære opgaver knyttet til såvel kystforsvar som handelskontrol. I mange tilfælde voksede der bysamfund op i skyggen af disse rigsborge, fx Kalundborg og København. På de mere betydelige borge som Vordingborg og Nyborg anlagde man en egentlig beboelsesbygning, der havde karakter af et palads og dermed kunne fungere i repræsentativt øjemed.
I 1200-tallet var det de voksende stridigheder inden for kongeslægten og mellem kongemagt og kirke, der betingede borgbyggeriet. Borgene blev opført, belejret og indtaget af de stridende parter, fordi det i stigende grad var herfra, len og gods blev administreret, og hvortil told og afgift blev betalt. En lang række borge i de danske købstæder stammer fra denne periode.
Private borge
Det var først med kongemagtens forfald i 1300-tallets første årtier, at der for alvor kom private borge overalt i landet. Kongemagten selv opførte tvangsborge som fx ved Kalø for at holde oprørske undersåtter nede, mens herremændene og de forskellige panthavere, der til gengæld for lån til kongen havde fået tildelt dele af riget i pant, byggede borganlæg for at beskytte sig selv mod overfald. Disse borges indretning kunne variere fra anlæg af træ og bindingsværk til at være fuldt udbyggede rektangulære stenborge omgivet af vand og med et stenhus som bolig.
Senmiddelalderens borge
Valdemar Atterdag (født ca. 1320, regent 1340-1375) indtog og nedrev mange af de private borge under sin kamp for at genskabe rigets enhed, samtidig med at han genvandt kontrol over de pantsatte kongelige borge. Margrete 1. (1353-1412) udstedte i 1396 en forordning, der helt forbød bygningen af private borge, og det lader til, at forbuddet blev efterlevet i næsten 100 år. 1400-tallets herregårde blev derimod lagt på en slags voldsteder omgivet af grave, men uden forsvarsmæssige foranstaltninger som volde og tårne. Stenhuse hørte til sjældenhederne på disse herregårdspladser, mens bindingsværk var det almindelige.
Kongemagten byggede også selv kun få nye borge såsom Erik af Pommerns 'Krogen', det senere Kronborg, der skulle beskytte og kontrollere søtrafikken gennem Øresund. I takt med, at kanonerne blev større og kraftigere, blev flere borge i løbet af 1400-tallet udstyret med stort dimensionerede jordvolde og kanontårne. Ud over at spille en forsvarsmæssig rolle, så havde de kongelige borge i senmiddelalderen også den vigtige funktion, at de fungerede som administrationscentre for de store slotslen, der omfattede flere herreder. Lensmændene, der var adelsmænd, som kongen havde udpeget, opkrævede skatter, udstedte bøder og afsagde dom i retssager. Borgene fungerede således også som fysiske manifestationer af kongens politiske, sociale og økonomiske position i samfundet. Selvom adelen i 1483 atter fik tilladelse til at befæste sine gårde, havde kun de færreste råd til at anlægge nye stenborge, og de få nye anlæg var derfor mere udtryk for adelens frygt for en opstand blandt de udbyttede bønder.
Borgens militære rolle svækkes
I renæssancen mistede langt de fleste af adelens borge deres forsvarsmæssige betydning og fik mere karakter af pragtslotte med store vinduer omgivet af vandfyldte grave. Kongemagten selv opretholdt efter reformationen i 1536 kun omkring ti af de bekostelige borge, som blev ombygget til den nye tids fæstninger. Langt de fleste af disse blev dog indtaget og til dels ødelagt under krigen mod svenskerne 1657-60, hvorefter de fleste blev delvist nedrevet og byggematerialerne genanvendt i andre sammenhænge. Borgen havde udspillet sin militære rolle. |
