Næsten alle fynske voldsteder fra middelalderen ligger i mere eller mindre tæt geografisk og historisk forbindelse med senere opførte herrregårde.
En undtagelse er Ærø. Øens nære tilknytning til Sønderjylland og hertugslægten her har som i Sønderjylland betydet, at der ikke var plads til private godsejere med befæstede boliger i senmiddelalderen og renæssancetiden. Til gengæld er der sikre spor af mindst fem voldanlæg fra den tidlige middelalder på Ærø. 

Mest imponerende er Søby Volde, der ligger nær den senere hertugelige hovedgård Søbygård. Den høje nærmest kvadratiske borgbanke er omgivet af et system af dobbelte voldgrave. Der er ikke fundet spor af teglsten eller andre byggematerialer, og anlægget kan alene dateres på spredt fundne lerkarskår, der placerer voldstedet til Valdemarstiden i slutningen af 1100-tallet. Borgen må være et kongeligt anlæg, måske opført som led i Valdemarenes sikring af kongedømmets sydgrænse. Med hertugdømmets fremvækst i slutningen af 1200-tallet må borgen være kommet i hænderne på den sønderjyske Abelsægt, der indtil Valdemar Atterdags genrejsning af riget gjorde krav på den danske trone. Med udgangen af middelalderen har borgen mistet sin betydning. Borgen blev i slutningen af 1500-tallet erstattet af den mere beskedne hovedgård Søbygård opført af hertug Hans (d.y.). Godset blev nedlagt i 1771 Den nuværende gård er opført i 1780'erne som en proprietærgård. 

Søby Volde er et velbevaret voldanlæg fra 1100-tallet, nord for Søbygård og 5 km syd for Søby på Ærø, som formodentlig blev etableret af kong Niels (1104-1134) som værn mod den tyske ekspansion i Østersøen. Flere vendiske angreb på den danske befolkning gjorde denne type borge nødvendige.

Borgen fungerede i ca. 150 år, men mistede sin betydning inden udgangen af det 13. århundrede og gik hurtigt i forfald. Selve voldanlægget er stadig meget velbevaret, og voldens toppunkt er 36 meter over havets overflade. Voldanlæggeter delt i tre dele, som består af en hovedbanke med et nærmest trapezformet omrids, forsynet med en randvold, af en dobbelt halsgrav med en mellemliggende, spids vold nord for hovedbankenen og forborg med noget, der kan ligne en halvcirkelformet randvold nordligst i anlægget.