Vest for Voerså i udkanten af Rugtved Skov ligger Rugtved Voldsted.
Den 60 x 53 meter store og ca. 4 meter høje borgbanke omgives mod nord og øst af velbevarede volde og grave. Voldstedet er bygget op over en naturlig forhøjning, hvis terrænfald mod syd ned mod Voers Å er udnyttet som en del af befæstningen. Vestsiden og selve banken bærer præg af senere afgravninger.
På borgbankens østlige del er udgravet rester af et 13 x 13 meter stort forsvarstårn, som stod på et kampestensfundament og var forsynet med tykke teglstensmure. Tårnet var tillige sikret med en spærregrav. På banken er der fundet spor efter teglgulvsbelagte træbygninger, der blandt andet husede en ovn. Ladegården formodes at have ligget vest for borgen.
Rugtved dateres til 1300-tallet, men der er kun få kilder til borgens historie. Af dem fremgår det, at Valdemar Atterdag overtog borgen fra sine fjender. I 1377 blev anlægget pantsat af datteren, Margrete 1., der i 1393 skænkede borgen til bispesædet i Børglum. Betingelsen var, at bygningerne skulle rives ned, og sten og tømmer genbruges i domkirken ved Børglum. Herudover skulle der også afholdes messer for dronningens, hendes forfædres og hendes venners sjælefrelse.
Banken, der siden har stået ubebygget, blev fredet i 1931.
Saltlandets historiske Forening for Sæby og Omegn inviterer om sommeren til rundvisning på voldstedet og Voerså Museum, Havnvej 1.
Efter rundvisningen er der kaffe ved Åcaféen Riverside.
Guidekontakt:
Elgård Jørgensen tlf. 98460382 eller til Holger Almholt tlf. 98464900/ 30703242 eller via mail: almholtholger@gmail.com
Beliggenhed:
Kringelhedevej 45
9300 Sæby
|