|
Tårnborg borgbanke, der tidligere var en kongeborg, blev på et tidspunkt erobret af Marsk Stig Hvide. Senere blev det revet ned og stenene blev brugt til Korsør slot i stedet for.
På østsiden af Korsør nor på en høj banke tæt vest for kirken ligger voldstedet af det gamle Tårnborg slot. Da ruinen blev udgravet 1894, fremdroges kampestensfundamentet af et hovedtårn med kvadratisk grundplan (8x8 m). Det ligger midt på en gårdsplads, der har været omgivet af en i uregelmæssig firkant (ca. 30 m på hver side) anlagt ringmur, hvis kampestensfundament er delvis bevaret (ca. 1,60 m bredt). Både tårnet og ringmuren synes over kampestensfundamentet at have været opført af teglsten. Langs ringmurens indre sider er der fundamenter for lettere bygninger. På gårdspladsen inden for disse, omkring hovedtårnet, findes en del velbevaret brolægning. Indgangen har været gennem ringmuren i øst. Det er stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt selve Tårnborg slot er en del af en større helhed, der har indbefattet kirken og evt. anden bebyggelse på stedet (jfr. oplysning fra 1289 om, at de fredløse brændte »Tårnborg med kirken«). Sammen med Vordingborg og Kalundborg var Tårnborg Sjællands stærkeste fæstningsanlæg fra Valdemarstiden i slutningen af 1100-tallet og frem til omkring 1400.
Valdemar den Stores borganlæg omkransede som Vordingborg og Kalundborg et vældigt område med såvel civil som militær bebyggelse.
I dag er det meste af borgterrænnet på sydsiden af Korsør Nor ødelagt af moderne bebyggelse. Tilbage er alene kirken og rester af den indre ringmur samt fundamentet af det massive centraltårn på en høj borgbanke.
Tårnborg var helt på linie med Vordingborg, Kalundborg og Nyborg en vigtig regeringsborg op gennem 1200-tallet. Borgen blev angrebet og ødelagt af de fredløse i 1290'erne, men atter genopbygget af krigerkongen Erik Menved.
Borgbanken står i nogen grad som et symbol på kongemagtens endeligt under Christoffer 2. i 1320'erne. Christoffers ældste søn, den udvalgte kong Erik, blev indesluttet af sin egen ledingshær på Tårnborg i 1326 og måtte efter 16 dages belejring overgive sig. Erik blev indespærret i Haderslev, hvorefter faderen rømmede riget med resten af statskassen. Riget blev pantsat, Christoffer var konge uden land, og Erik døde af sine sår efter slaget på Lohede mod grev Gert i 1332.
I Valdemar Atterdags genopretning af kongeriget efter 1340 spillede Tårnborg kun en underordnet rolle. I 1400-tallet blev dens rolle helt overtaget af Korsør.
I dag er den fine hvidkalkede kirke den eneste bygning, der vidner om Tårnborgs betydning i middelalderen. Fra nye arkæologiske undersøgelser ved vi imidlertid, at der tillige har ligget en blomstrende handelsby nedenfor borgen ud mod Korsør Nor. Hertil kunne købmændene sejle og handle i fred og ro. Ved undersøgelser i 1980’erne blev der fundet rester af små bindingsværkshuse, brolagte veje og brønde på et areal på omkring 200 gange 300 meter. Der dukkede også hele 3294 mønter op, primært fra 1200 og 1300-tallet, samt en mængde genstande som låse, beslag, smykker, tenvægte, nøgler, pilgrimsmærker, klædeplomber og en stor mængde skår af keramik og stentøj.
Beliggenhed:
Marsk Stigs vej 50
4220 Korsør |
|