Om borgene Ruten Bag om os
 
 
 

Tørning borgvold

 
 

Det vides ikke hvornår Tørning Slot, som det også er benævnt, er bygget, men formodentlig en gang i 1200-Tallet, som en af de første og største borge på den tid. Da borgen er højt beliggende, er den i datiden blevet kendt som Danmarks eneste bjergslot. Tørning Borg får gennem de næste 400 år stor betydning for det sydlige Jylland, ikke mindst fordi Tørning er beliggende op til hærvejen.

Første gang vi hører om Tørning er i forbindelse med, at grev Gert (den kullede Greve) overdrager Tørning til den holstenske greve Henneke von Hummersbüttel. På Tørning residerer adelen gennem de følgende århundreder.

I 1340 hører vi om Marquard Wulf, flere generationer Limbek, og senere flere generationer Ahlefeldt. De danske konger var i flere omgange i strid med enkelte borgherrer. Det førte til, at Valdemar Atterdag ad 2 omgange i henholdsvis 1351 og i 1372 belejrede Tørning Borg, og den seneste gang med 500 mand, hvor der blev bygget modborge på den anden side af Stevning Dam, og der blev brugt blider og kastemaskiner. Begge gange blev han slået tilbage, efter at der kom hjælp fra de slesvig-holstenske venner.

I 1421-22 fører stridigheder med Erik af Pommern til en længere belejring, men igen bliver den Danske konge fordrevet, efter at der kommer en grevelig holstensk hær på 20.000 mand til undsætning, og kongen taber slaget ved Immervad.

I løbet af 1500-tallet forlægges residensen til Haderslev og det nye slot Hansborg.

Borgen har haft en anselig størrelse, og har kunnet rumme op til 100 riddere og 900 væbnere, og dertil kommer jo forsynings- og forplejningspersonale. I 1597 brænder Tørning Borg og resterne af mursten og sten er blevet brugt som byggematerialer i de efterfølgende år i de omliggende gårde og ejendomme.

I dag er kun borgvolden og voldanlæggene tilbage.

Beliggenhed:

Fra Haderslev køres mod Vojens.1,8 km efter motorvejsbroen drejes til venstre mod Hammelev ,og umiddelbart derefter drejes til højre mod Tørning, der ligger ca. 1 km fremme ad vejen.
Der findes parkeringspladser både nord og syd for vold stedet, samt et mindre museum, indrettet i de tidligere møllebygninger, der bl.a. indeholder en god udstilling om voldstedet og en model af det.

En høj beliggenhed og rindende vand var to gode ingredienser til en borg i middelalderen. Begge dele var der ved Tørning Mølle, og derfor blev stedet et af middelalderens magtcentre i Jylland.

Borgstedet Tørninghus spillede i 1300-1400-­tallet en stor rolle i kampen mellem danske konger og holstenske grever, og borgen var også efterstræbt af konger som Valdemar Atterdag og Erik af Pommern.

Vandmøllen neden for voldstedet har drejet rundt lige så længe, som borgvolden har eksisteret.

I århundreder malede møllen naturligvis korn til mel, men senere leverede den elektricitet til områdets virksomheder - og det gør den stadig.

På voldstedet er der desværre ikke synlige spor af borgen Tørninghus, selv om man ved udgravning har fundet rester af borgen. Til gengæld mærker man historiens vingesus fra de store træer på voldstedet. Man bliver ydmyg, når man står foran et kastanjetræ, der er plantet i 1800, eller en stor blodbøg, der også har små to hundrede år på roden.

Møllen er stadig i drift, og den drives af en flok af frivillige, som både holder den ved lige og sørger for rundvisninger for turister.

De charmerende lokaler i møllen bliver også udlejet til forskellige arrangementer, og i de gamle staldlænger kan man leje sig ind til familiefester og sammenkomster.

Men først og fremmest er Tørning Mølle det perfekte udflugtssted med en madkurv. Der er stillet borde og bænke op ved den smukke dam, som opdæmmer vandet fra Tørning Å, inden det skal ned igennem mølleløbet.

Haven omkring møllen er smuk og stemningsfuld - og så får man lidt motion, når man skal en tur op på voldstedet for at hilse på de gamle træer.

Beliggenhed:
Tørningvej 6
 6500 Vojens

Fra Haderslev køres mod Vojens.1,8 km efter motorvejsbroen drejes til venstre mod Hammelev, og umiddelbart derefter drejes til højre mod Tørning, der ligger ca. 1 km fremme ad vejen.
Der findes parkeringspladser både nord og syd for voldstedet, samt et mindre museum, indrettet i de tidligere møllebygninger, der bl.a. indeholder en god udstilling om voldstedet og en model af det.

https://toerning-moelle.dk/toerning-borg/

 

 

 

 
idè & webdesign: KRAFTnewmedia.dk